Bio

MC Hansen – biografi

 

“Når vi glemmer, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, hjælper fortællingen os med at huske.”


Historierne og fortællingerne står i kø – både i sangene og mellem numrene – når den prisvindende sangskriver, sanger og guitarist MC Hansen går på scenen. Med uimodståeligt nærvær, humor, poesi og finurlighed fortæller han historier og maler musikalske hverdagsbilleder af det store i det små.

Der er historien om hans morfar, der var postbud på den samme postrute i 42 år og døde midt i en sætning under sin guldbryllupstale til sin kone. Eller historien om hans hustru Carina, som han mødte som 16-årig i 76’eren mellem Faxe Ladeplads og Næstved. Eller den historiske fortælling om Balle Lars, som i 1858 myrdede Ane-Marie Henningsdatter, blev dømt til døden og henrettet på Galgebakken i Lekkende Skov. MC Hansens univers er befolket med drømmere og lokale originaler fra hjemegnen Jungshoved i Præstø Fjord. Med par, der længes efter forældreskabet og med katte, der bliver kørt over ved købmand Flemmings butik. Med gammeldags mænd, der har svært ved det med følelserne og ikke kan fordrage nymodens fænomener som kerner i brødet.

 

MC Hansens musikalske inspiration spænder fra amerikansk folk- og countrymusik til dansk historiefortælling. Fra Woody Guthrie, Bob Dylan, Hank Williams og Townes Van Zandt til Ulf Lundell, Povl Dissing, Benny Andersen, Allan Olsen og Niels Hausgaard. Det er skandinaviske historier med en klang af Amerika. De første sange blev skrevet, da MC Hansen som 18-årig skiftede fodbolden ud med guitaren. Hans første band hed ‘Stillborn Tomato’ og repertoiret var blandt andet Pearl Jam, Nirvana og en grunge-udgave af ‘Se den lille kænguru’. Grungen blev dog hurtigt skiftet ud med blues, der senere måtte vige for amerikansk folk på guitar og banjo – med historiefortælling i centrum.

 

Siden 2003 har MC Hansen været turnerende musiker i Europa, USA og Canada og indgået i talrige musikalske samarbejder med amerikanske og canadiske musikere med sit backing band The Sentimentals. Men når MC Hansen selv går på scenen, er det bare ham og hans faste makker Jacob Chano, der spiller harmonium og klaver og synger kor.

 

Efter seks soloalbum og utallige tilbagelagte turnékilometer, hvor MC Hansen har delt sine fortællinger på engelsk, tager han i 2019 et nyt skridt. De seneste to års arbejde med at oversætte og gendigte sit engelske sangkatalog til dansk – samt skrive nye sange – kulminerer i en Danmarksturné, der begynder i Vejle den 22. februar. Og den 25. maj udkommer albummet Alter ego// Ego alter – det første på dansk.

 

“Afstanden mellem mig og publikum må gerne være så lille, som muligt. Og det er gået op for mig, at selvom de fleste i Danmark jo er gode til engelsk, er der stadig en sprogbarriere. Den ambition, jeg selv har med historien, er den samme, uanset hvilket sprog jeg synger på. Det er også derfor, jeg har sunget på engelsk i så mange år. Men særligt efter at jeg er begyndt at skrive på dansk, har jeg oplevet, at der er meget mere, der trænger igennem og rammer folk dybere, når jeg synger på deres modersmål. Det er en af de sidste barrierer, som jeg gerne vil bryde ned,” siger MC Hansen.

 

Kort om MC Hansen

 

MC Hansen er en prisvindende dansk singer-songwriter, der færdes lige så hjemmevant på sin hjemegn Jungshoved ved Præstø Fjord som på landevejene i USA, Canada og Europa som turnerende musiker.
Han har spillet og skrevet musik, siden han var 18 år.

 

Ud over at indgå i talrige musikalske samarbejder har MC Hansen udgivet seks album i eget navn:

With Any Luck (2017)
From Whitehorse to the Crow’s Nest (2016)
Live at the Brewery (2013)
3 (2011)
Pariah (2009)
Bogrough Junction (2003)

MC Hansen blev udnævnt til Årets Sangskriver ved Danish Music Awards Folk 2017.
Han blev årets musikalske iværksætter i 2018, og komponistforeningen Danske Populærautorer tildelte ham deres 2018 Påskønnelseslegat.

Den 25. maj 2019 udkommer hans syvende album, Alter ego//Ego alter – hans første på dansk.

 

No band members currently listed.